Her har vi lidt at gøre med, at kært barn har mange navne, og nogle gange har man faktisk bare udtalt et ord så mange gange, at det har ændret sig lidt med tiden.
For meget firkantet så er hovedtelefoner og høretelefoner sådan set det samme – og så alligevel ikke.
De fleste vil nok tænkte på sådan nogle, man stikker i en afspilningsenhed, om det så er en fastlåst enhed derhjemme såsom et anlæg eller en pladespiller, eller man bruger en mere mobil enhed såsom en telefon eller en håndgribelig musik- eller lydbogsenhed, hvortil man så hører musik gennem disse telefoner.
Der er således ikke tale om, at man ringer med dette apparat, selvom ordet “telefon” indgår i det, men hvorfor kalder man det så nogle gange høretelefoner og andre gange hovedtelefoner?
En mulig forklaring er, at man har sagt det ene udtryk højt så mange gange, at man har hørt forkert og troet, man mente det andet, for ordene “hoved” og “høre” ligger jo tæt på hinanden og ser næsten ens ud.
To navne, samme formål – næsten
Men når man taler om hovedtelefoner i nogle sammenhænge, så kan man også lettere fejlagtigt tro, at der er tale om et høreværn, som man bruger til at skærme af for lyden.
Den slags kan man se håndværkere benytte sig af, når de arbejder i støjende omgivelser, hvor der måske er en sender-enhed i dem, så de kan modtage et signal til at høre radio.
Men man ser også små børn bruge dem på festivaler, fordi de ikke har godt af at blive udsat for så høje toner – og så skal de måske også lige have en lur nu og da.
Problemet er her, at man har et slangudtryk for den slags, som man kalder “hørebøffer”, og det har så atter udviklet sig til at dække over to enheder, der er vidt forskellige i den forstand, at den ene skærmer for lyden, mens den anden sender lyden forstærket ind i hovedet på en.
